Aino Vonge Corry er intet mindre end fremragende til at lede et retrospective. De, der har oplevet et retrospective med Aino Vonge Corry, ved, at vi ikke overdriver.
”Der er ingen magi involveret. Mine retrospectives er hårdt arbejde for deltagerne, men jeg sørger for, at de kommer sikkert i mål af en konstruktiv vej,” forklarer Aino Vonge Corry.
Aino er uddannet datalog og er til dagligt, det hun selv kalder, software blæksprutte hos Trifork A/S. Med et par af armene styrer hun retrospectives både internt og eksternt i workshops rundt om i softwarevirksomheder.
”Det bedste for mig er, når selv skeptikerne må overgive sig. Og det oplever jeg ofte efter mine retrospectives. Alle får lejlighed til at lade deres frustrationer komme til udtryk og ikke mindst for at rose og anerkende hinanden i et miljø, hvor folk lytter til hinanden uden at bebrejde og pege fingre. Jeg sender folk hjem med helt konkrete forslag løsninger på problemer og frustrationer, som de har diskuteret i månedsvis uden at komme nogen vegne. Og når man først har oplevet et retrospective, der fungerer, så er man solgt”, lover Aino Vonge Corry.