Der er alt for få kvinder i IT branchen og næsten ingen af dem når frem til chefstolene. Nu vil kvinderne i IT virksomheden Trifork A/S ændre det faktum.

Når Trifork A/S for 13. gang åbner dørene til JAOO Århus vil kvindlige softwareudviklere, projektleder, IT-arkitekter osv. få gratis adgang til en af konferencens 3 dage. Her vil en del af programmet være målrettet mod de kvinder, der trods alt er i IT branchen.

”Kvinder bliver glemt i it branchen – også af os selv. Mænd er gode til at udnytte hinanden i netværk til nye jobs og forfremmelser. Det skal vi kvinder lære noget af” udtaler Aino Vonge Corry, der har en Ph.D grad i datalogi og sidder i JAOO konferencens programkomité. Aino Vonge Corry er en af initiativtagerne til kvindedagen på JAOO konferencen, et tiltag som hun, ja hele Trifork A/S forventer sig meget af.

Op imod 1400 IT folk vil til oktober deltage i JAOO Århus. Den foreløbige prognose viser, at kun 3,7 procent af deltagerne i år vil være kvinder mod 5 procent sidste år. Ingen af de to tal er acceptable.

”Nu inviterer vi kvinderne indenfor og lader dem møde nogle af de karismatiske IT-kvinder, vi har som talere på JAOO konferencen. Det skulle gerne give branchens kvinder lyst og mod til at ville noget mere, til at kræve noget mere. Vi er lige så dygtige som mændene. Vi er bare for dårlige til at gøre mændene opmærksomme på det. På længere sigt skal vores initiativ munde ud i et egentlig netværk for os it-kvinder”, uddyber Aino Vonge Corry.
Kvindernes initiativ får fuld opbakning fra Triforks ledelse. Hvad ligestilling angår er Trifork A/S hverken værre eller bedre end andre. ”Vi har ingen kvindlige udviklere ansat og kun en kvinde har fundet vej til ledelsen. Det er ærgerligt, fordi kvinder giver en helt anderledes dynamik på en arbejdsplads som vores”, siger Kresten Krab Thorup, teknisk direktør i Trifork A/S.”Tanken bag JAOO konferencen er at inspirere deltagerne og give dem energi til at gå ud og lære noget mere indenfor softwareudvikling. Jeg synes, det er en god idé at gøre noget ekstra ud af at motivere kvinderne”.

De gratis billetter er til rådighed fra mandag d. 17. August.

Fra mandag d. 17. august vil Aino Vonge Corry og Kresten Krab Thorup være klar med uddybende kommentarer på tlf: Aino 29 72 84 26. Kresten 87 32 87 72 .