Pressemeddelelse:

Trifork A/S gjorde intet ulovligt, da IT-virksomheden sidste år valgte at give kvinder gratis adgang til softwareudviklingskonferencen JAOO i Århus. Det har Ligebehandlingsnævnet netop afgjort.

”Jeg er godt tilfreds med, at vores initiativ er blevet afkriminaliseret, om man så må sige. Vores intention har hele tiden været at række en faglig hånd til en meget lille minoritet i den her branche – nemlig kvinderne”, forklarer Kresten Krab Thorup, teknisk chef i Trifork og ansvarlig for JAOO konferencen. Og så i øvrigt en mand ligesom mere end 96 procent andre i IT-branchen.

I afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet hedder det: “Efter det af indklagede oplyste var formålet med tilbuddet netop at øge antallet af kvinder på konferencen, idet der i IT-branchen er en meget lav repræsentation af kvinder. Nævnet lægger til grund, at formålet således har været at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd. Det har derfor været tilladt at føre den påklagede kampagne.”

Antallet af kvinder på JAOO ligger normalt på mellem to og tre procent. Sidste år var hele 14 procent af deltagerne kvinder takket være tilbuddet om gratis adgang. Samtidig havde Trifork taget initiativ til et netværksmøde for kvinder under konferencen, som senere har kastet en egentlig netværksgruppe for kvinder af sig.

kvinder
”Fremadrettet mener jeg, det er oplagt at gøre noget ekstra for at motivere kvinderne. De har som regel andre typer kompetencer end mændene, og det tror jeg er vigtigt at udnytte, hvis vi skal styrke vores konkurrenceevne internationalt og skabe vækst i den danske IT-branche”, uddyber Kresten Krab Thorup.

I tråd med ligebehandlingsnævnets bekendtgørelse nr. 340 af 10. april 2007 om initiativer til fremme af ligestilling vil kvinder på JAOO konferencen i år få tilbudt billetten til væsentligt reduceret pris, ligesom der igen i år vil være arrangeret et stort netværksmøde – kun for kvinder!

Læs hele ligebehandlingsnævnets afgørelse