Kvinder tilfører helt sikkert softwareudvikling nye dimensioner. Det mener bestyrelsesformanden for DIT (Dansk IT) Klaus Kvorning Hansen. Ligebehandlingsnævnet har netop sagt god for, at JAOO konferencen laver positiv særbehandling af kvinder.

”Jeg bakker helt klart op om JAOO’s initiativ. I alle livets sammenhænge er det vigtigt, at der ikke går for meget skurvogn i den. Derfor er det et problem, at halvdelen af befolkningen ikke overvejer, hvilke muligheder, de har indenfor IT”, siger Klaus Kvorning Hansen, der også er direktør i PenSam.
Antallet af kvinder på JAOO ligger normalt på mellem to og tre procent. Sidste år fik kvinder tilbudt en gratis billet til konferencen, og det betød, at hele 14 procent af deltagerne var kvinder. Igen i år er der særligt fordelagtige vilkår for kvinder, der ønsker at deltage på den store softwareudviklingskonference i Århus.
”Fremadrettet mener jeg, det er oplagt at gøre noget ekstra for at motivere kvinderne. De har som regel andre typer kompetencer end mændene, og det tror jeg er vigtigt at udnytte, hvis vi skal styrke vores konkurrenceevne internationalt og skabe vækst i den danske IT-branche”, forklarer Kresten Krab Thorup, CTO i Trifork, der afholder JAOO konferencen.
DIT har selv fokus på problemet med den skæve kønsfordeling og mener, at den bedst modvirkes med initiativer rettet mod piger og deres forældre helt ned i Folkeskolen. Og formanden opfordrer andre til også at slå et slag for en mere jævn kønsfordeling i IT-branchen.
”Vi skal virkelig alle sammen gøre vores yderste for at nå den her målgruppe. Alle initiativer behøves måske ikke at være ud fra opskriften ” jo vildere jo bedre” – men det er faktisk tæt på”, understreger Klaus Kvorning Hansen.
