Trifork har i 3. kvartal 2011 fastholdt de gode takter fra 1. halvår, og indtjeningsevnen er blevet yderligere forbedret i forhold til de tidligere kvartaler. Både omsætning og indtjening har i 3. kvartal 2011 levet op til forventningerne, og de internationale aktiviteter har alle været overskudsgivende, hvilket har bidraget væsentligt til de gode resultater. På den baggrund opjusterer Trifork sine forventninger til det samlede EBITDA-resultat for året fra DKKm 26,5 til DKKm 28.
Finansielle resultater
- Omsætningen for 3. kvartal 2011 blev på DKKm 38,5 svarende til en forbedring på 62% i forhold til samme kvartal 2010.
- For 1.-3. kvartal 2011 blev omsætningen DKKm 114,5 svarende til en stigning på 20% i forhold til samme periode i 2010.
- EBITDA-resultatet for 3. kvartal 2011 blev på DKKm 8,6 svarende til en fremgang på 69% i forhold til samme kvartal i 2010. EBITDA-marginen for kvartalet blev på 23%.
- For 1.-3. kvartal 2011 blev EBITDA-resultat på DKKm 20,9 svarende til en stigning på 47% i forhold til samme periode i 2010. EBITDA-margin for perioden blev på 18%.
- De udenlandske aktiviteter udgjorde for 1.-3. Kvartal 2011 16% af koncernens samlede omsætning svarende til DKKm 18,7.
Væsentlige begivenheder i kvartalet
- Public: Det er nu for alvor lykkedes at få et gennembrud på mobilapplikationer uden for det finansielle marked.
- Academy: Kursusforretningen har givet en stabil indtjening samtidigt med at selskabets konferenceaktiviteter forløber planmæssigt.
- Finance: Nyt mobilprojekt igangsat med en af de største banker i Schweiz. Trifork har samtidigt modtaget 2 priser for mobil-bank applikationen, der er blevet udviklet i samarbejde med Danske Bank.
- Perioden har generelt været præget af en god udnyttelse af selskabets ressourcer målt på omsætning pr. medarbejder.
Trifork forventer at væksten vil fortsætte i 2012
Trifork forventer at væksten vil fortsætte i 2012. Omsætningen forventes at vokse med godt 20% til DKKm 215, og med en fastholdelse af EBITDA-marginen på minimum 15%, forventes et EBITDA-resultat i niveauet DKKm 34.
